This sounds like a universal truth in business life, but it is particularly true to Hungary. During Hungarian trainings I always get questions about why the Hungarian colleagues don’t do what they were told to do, sometimes even when they agreed to do so. I hear stories about Hungarian colleagues who are not even reacting to emails. About that when discussing the task with the Hungarian colleagues they are intensely nodding with approval, but when the deadline comes, the job is not done. Or maybe it is done, but in a completely different way than as was agreed.

Although this problem might have numerous causes, in a vast number of cases it can be captured in two words: power distance. Power distance means the distance between the subordinates and the bosses. This distance in Denmark is relatively small, bosses and subordinates are not divided by a barrier of authority, they communicate and cooperate with each other easily and freely.

The picture is very different in Hungary, due to the power distance bosses and subordinates don’t communicate as easily and freely as in Denmark.

Hungarian employees, as a general rule, don’t formulate opposing or even different opinions from their bosses. In Layman’s terms this simply means that in Hungary “yes” doesn’t always mean yes. Sometimes it does, but other times it means maybe, perhaps or, in extreme cases, no. To know what “yes” means, you have to build good relationships with the Hungarian colleagues. 

My first suggestion would be to travel to Hungary and get to know the colleagues personally. You need to find a neutral topic, which you can discuss together with them. Try to make them feel comfortable and safe, which will help them open up and be more honest even in this high power distance situation. Like that you can ensure that “yes” does mean “yes” the next time around.

This high power distance has another effect. Because of it, it is also hard for the bosses to communicate openly with their subordinates. Bosses, as figures of authority, frequently have problems admitting that they were wrong. One of the usual tactics of admitting failure and saving face at the same time is to avoid mentioning the issue or project any more. 

Therefore it is important for you to have a good relationship with your Hungarian subordinates and do pre-deadline follow-ups. If you have a good relationship with your Hungarian colleagues you can check up on them without making the situation awkward or uncomfortable, and at the same time ensure that they remember your project and the deadline.

Investing a little time in building relationships with your Hungarian colleagues now and doing pre-deadline follow-ups will save you from valuable time lost and a serious headache in the future. Think about it, it is really worth it.

Singapore ligger placeret midt i Asien, rent og pænt og der er masser af regler. Det er nok det vi husker mest fra skolegeografi.

Jeg vil gerne fortælle lidt om, hvad man oplever på den kulturelle front, når man sætter lup på Singapore på verdenskortet, for det har man næsten brug for, for at få øje på dette lille land som er lidt større end Bornholm men som næsten har  en befolkning på størrelse med Danmark, hvis man medregner de udenlandske indbyggere, som for en tid er bosat i landet.


Singapore er et multietnisk samfund og et meget velfungerende et af slagsen. Landet kan på ganske få områder sammenlignes med Danmark. Forholdsvis regelret, lidt korruption (næsten det laveste i Asien) veluddannet befolkning og temmelig høj velfærd, dyrt at bo i men, så tror jeg også sammenligningen hører op.

Størrelsen er førnævnt ligesom Bornholm, altså forestil dig lige at hele Danmarks befolkning bor på et område, der er lidt større end Bornholm, så forstår man godt, at landet har valgt at bygge vældig høje huse og det er de ganske gode og særdeles hurtige til. 

Landet har officielt 4 sprog, hvilket jeg som sproginteresseret fandt særdeles interessant. For at blive ved sammenligningen med Danmark svarer det til, at vi i Danmark skulle skrive alle offentlige skilte på 4 sprog, nej ikke fynsk, jysk, københavnsk og sønderjysk, men nok snarere noget i retning af dansk, fransk, grønlandsk og måske finsk. 4 vidt forskellige sprog.

Det må siges at være en styrke for Singapore – noget som jeg faktisk også tror er en styrke for Danmark, at vi er gode til at tale flere sprog, måske en overlevelses ting for små lande i en globaliseret verden?

Singapore klarer sig godt med nabolandene og du møder altid en singaporeaner, der kan tale indtil flere sprog, så når telefonen ringer fra en afsides liggende ø i Indonesien er der helt sikkert en på kontoret, som kan kommunikere med vedkommende, eller det måtte være en indisk dialekt, som kan være svær at forstå, så kan man hurtigt finde en i nabolaget, der lige taler den dialekt i familien.


På grund af landets unge alder – 46 år, kan det knibe lidt med at finde ind til landets sjæl og de har da også fra tid til anden lidt problemer med deres egen identitet som land. Singapore har ikke 4000 års historie at prale med ud over hvad de kinesiske immigranter bragte med sig, da de flyttede til Singapore efter Sir Stamford Raffels etablerede sin britiske handelsby i 1819.

Det er en skøn sammenblanding af kinesere, malajer, indere og indonesere og adspurgt hvad der er den singaporeanske identitet, så er svaret: den lærer vi først at kende, når vi kommer ind til militæret i 2,5 år, så bliver vi trænet til at blive gode lydige statsborgere, da det kan knibe med at få tiden til at gå med at forsvare en lille ø på størrelse med Bornholm.  Landet har så vidt jeg ved ingen fjender, så der er sikkert god tid til lære at blive en god Singaporeaner.


Lad mig komme tilbage til Asia Light. Ved første syn, så er det en multinational by/land man ankommer til. Det kunne sagtens ligne NY eller Shanghai eller hvilken som helst anden metropol i verden anno 2011 men skindet bedrager.

Der er mange kulturelle trends, som er unikke for Singapore. Franca lingua er nærmest umuligt at forstå for en fremmed, der bestiller mad i det lokale "hawker"  food center. Det er et engelsk kreolsk sprog, som kræver et godt sprogøre at forstå, da det har udviklet sig til et alm. sprog i landet og minder mest om en blanding af engelsk og sydkinesiske dialekter iblandet lidt malaj. Som en britisk dame sagde til mig engang: " Imagine that someone can spoil my language to that extent".

Regeringen har gjort flere tiltag for at mindske det talte singlish i medierne og skolerne, da det anses for dårlig slang . Ikke desto mindre er det ofte det som tales, hvis man vil ind på livet af singaporeanere og møde dem i øjenhøjde og møde den folkelige sjæl af landet.  Det er nøglen til noget af den identitet som det kan være svært at finde på overfladen af det kulturelle isbjerg.


Finans centrum og downtown Singapore har ikke meget asiatisk over sig og dermed kommer vi tilbage til Asia Light versionen men smut så lige ned i den lokale food court i de store malls på Orchard road eller i finans centret, hvor ansatte i frokostpausen strømmer ned for at få deres chicken rice eller nudel suppe, det er så asiatisk.

På mange områder føler man ikke, at man er i Asien, når man bor i Singapore. En lille tur over broen til Malaysia bekræfter hurtigt dette. Omvendt kan der af og til dukke nogle bureaukratiske ting op, hvor man lige bliver mindet om at man er i Asien.  Da jeg skulle åbne en bankkonto i den lokale bank måtte min mand og jeg skrive vores underskrift 21 gange.

Andre gange kunne jeg blive imponeret over, hvor langt fremme Singapore er med nogle teknologier. Jeg husker ikke jeg på noget tidspunkt har haft en rigtig nøgle i hånden. Fingeraftryksregistrering for at komme ind på kontoret om morgenen, digitale dørkort til lejligheden osv.


Kaster jeg et blik under overfladen på det kulturelle isbjerg, så oplever jeg andre meget asiatiske kulturelle karakteristika.

Overtro er udbredt også i forretningsverdenen. På kontoret, hvor jeg arbejdede, var der tænkt meget over hvordan vandautomaten skulle stå, så den rigtige feng shui balance er i orden. Megen overtro og religion/filosofi som har overlevet diverse vestlige vinde, der har blæst ind over øen syd for Malaysia. En stor respekt for hinandens religion og traditioner kendetegner hverdagslivet i Singapore. 

Da jeg havde fået bil og nummerpladen var kendt på kontoret, så skulle jeg selvfølgelig bruge nummeret og satse på det i den næste lotto udtrækning, da alle på kontoret var sikre på at det ville give mig held. Jeg vandt desværre ikke på det nummer. Jeg vandt så i stedet kærligheden til Singapore og til dette multietniske land som vi kan lære meget af.

Ovenstående spørgsmål kan langt de fleste medfølgende ægtefæller til en udstationeret medarbejder nikke genkendende til. Det er de færreste der tillægger den medfølgende partners rolle nogen større værdi eller har fantasi til at forestille sig, man kan have en spændende, udfordrende, udviklende og også nogen gange frustrerende hverdag.

De tider, hvor den medfølgende ægtefælle (Oftest en hustru) startede dagen med en time hos den personlige træner, efterfulgt af en massage, manicure eller shopping og derpå frokost med vennerne, alt i mens barnepigen tog sig af afkommet, er for længst forbi. Hvis de nogen sinde har eksisteret så hårdt trukket op. Men det er en kliché der lever i bedste velgående og som kan være svær at komme udover, både mens man er udstationeret og når man kommer hjem igen.

Mange benytter lejligheden til at videreudvikle sig i en retning der måske ikke har været tid til derhjemme, hvor man sad fast i hverdagens hamsterhjul og det var tvingende nødvendigt med to indtægter. Mange lærer det lokale sprog, sætter sig ind i kulturen, går ind i velgørenhedsarbejde, tager kurser, måske en ny uddannelse eller et deltidsjob i en helt ny branche end den de kommer fra. Enkelte tager fuldtidsjob.

Det nye lands udfordringer skal håndteres undervejs: Lige fra det personlige kulturchok til børn der har det svært i et nyt skolesystem og måske slet ikke kan sproget. Der skal findes nye venner til både børn og voksne. Det kræver måske en mere udadvendt adfærd end man er vant til. Man kan føle sig helt alene. Den udstationerede medarbejder arbejder som oftest væsentlig flere timer end man kender det hjemmefra og dermed pålægges hele ansvaret for familiens hverdag og trivsel som oftest den medfølgende ægtefælle. Måske har den arbejdende sine egne kulturvanskeligheder at kæmpe med.

De fleste udtaler dog en lettelse over at have fået muligheden for at stoppe op et øjeblik, tænke sig om, mærke sig selv og måske vælge en ny kurs i livet eller slet og ret nyde øjeblikket når man først er faldet til.

Fælles for alle er, at man forandrer sig undervejs. Lidt eller meget, men man er et andet menneske når man kommer hjem. Man har mærket verden. Lært noget nyt. De fleste føler sig stærkere. Har mere rummelighed, højere stresstærskel.

Klart værdifulde aktiver, også den dag man vender tilbage.

Kultur har stor betydning for hvad der motiverer os, og i en arbejdshverdag, der bliver mere og mere international, skal du som projektleder lede medarbejdere og samarbejdspartnere med en anden kulturel baggrund end den danske.

Den danske tilgang til at motivere medarbejdere er ikke nødvendigvis det, der motiverer dine projektmedarbejdere i Inden og Kina. Derfor er det vigtigt at kende til de nationale kulturforskelle.

I mit arbejde med udviklings- og transitionsprojekter i organisationer i bl.a. Kina har min kulturelle forståelse været udfordret ved flere lejligheder:

Projekternes fællessprog er engelsk, men forståelsen af engelsk er forskellig hos især mine kinesiske kolleger og de gør ikke opmærksom på det, hvis de ikke forstår den engelske kommunikation og budskabets konsekvenser for dem. Ofte tager ”vi” for givet, at alle forstår engelsk som var det vores modersmål. Og alt for ofte tror vi, at man siger fra, når noget ikke forstås – eller når et budskab forstås anderledes end intentionen. Det er ikke tilfældet hos mine kinesiske kolleger.

Den danske ledelsesstil, som vi selv oplever som dejligt afslappet og uformel – med andre ord: alle er lige, har lige ret til at tage ordet, spørge, kritisere, foreslå, uanset deres placering i hierarkiet – opleves af mine kinesiske kolleger som om, at vi ikke holder rigtige møder, men bare snakker. De koncentrerer sig i stedet om deres opgaver, besvarer e-mails mv. og deltager ikke aktivt i mødet, for i deres bevidsthed er det ikke et formelt møde.

Dansk kultur er en kultur med fokus på individet, vi diskuterer gerne og der er fokus på konsensus, og vi roser individer for deres indsats i en gruppe. Den kinesiske kultur er en ”vi-kultur”, hvor gruppen er i fokus, og hvor hierarki og autoriteter spiller en større rolle end i Danmark.

Og hvor mine danske kolleger oftest vil have frihed til selv at definere en del af opgaven og arbejder efter ”learning by doing”, har mine kinesiske kolleger følt en større motivation i at kende til detaljerne omkring den opgave, de har ansvaret for at løse.

Min egen erfaring er at sørge for at være meget bevidst om min egen kulturbaggrund og hvad den betyder for hvad jeg siger og hvad jeg gør. Derved bliver jeg opmærksom på, hvor vi er forskellige, og derved er jeg bevidst om at jeg skal differentiere min ledelsesstil. Det er ikke nødvendigvis nemt, det kræver selvindsigt, nysgerrighed og åbenhed overfor at kunne differentiere sin måde at lede på.

Nationale kulturforskelle – et problem eller en mulighed?

Når de nationale kulturforskelle er i spil, hører jeg ofte, at der er fokus på dem som noget negativt, et problem. Jeg har hørt frustrerede kolleger, som ikke forstår, hvorfor deres kinesiske medarbejdere eller chefer ikke ”ikke gør som de beder dem om”, eller ”hvorfor de ikke bare kan arbejde med en ydre ramme, og så få detaljerne hen ad vejen”.

Netop eksemplet med kinesiske medarbejderes behov for strukturerede og detaljerede beskrivelser, processer, viste sig i et af udviklingsprojekterne, at være et sted hvor kinesiske medarbejdere kunne give værdifuldt input: procesbeskrivelser var udarbejdet og blev testet af de kinesiske projektdeltagere; fordi de var tro mod de definerede processer og arbejdsopgaver, fandt de ”børnefejl”, som ikke var blevet opdaget, hvis de havde arbejdet efter løse rammer og selv havde defineret processerne, som de arbejdede sig frem.

Derfor er mit råd:

• Se forskellene som en mulighed.
• Accepter at vi tænker og agerer forskelligt, fordi vi ser verden forskelligt.
• Vær synlig.
• Søg at forstå den anden part, spørg ind hvis du ikke forstår, både bredt og dybt.
• Gør din kommunikation synlig og gør dine udmeldinger klare. Tænk på, at ikke alle opsøger informationer proaktivt.

En frustration, som flere hjemvendte expats kan nikke genkendende til er, at deres viden og erfaring ikke kan bruges, når de vender tilbage til virksomheden i Danmark. Med det resultat, at flere medarbejdere skifter arbejdsplads. Der findes ikke tal på DK alene, men en global undersøgelse fra 2009, hvor flere danske virksomheder deltager, viser at 17 % af udstationerede forlader virksomheden under deres udstationering, 38 % forlader virksomheden inden for det første år efter hjemkomst; 23 % takker af indenfor 2 år og 22 % efter 2 år.

En medarbejder, som efter en udstationering i udlandet som projektleder, søgte en tilsvarende stilling i den globale virksomheds hovedkontor i Danmark oplevede, at hun skulle retfærdiggøre sine erfaringer som projektleder i udlandet og at der blev stillet spørgsmålstegn ved, om de kompetencer, hun havde udviklet i forbindelse med sin udstationering (international projektledelse), kunne bruges.

Også på den private front kan det være en udfordring at vende hjem. Flere af mine venner, der nu er vendt hjem til Danmark, oplever, at det er sværere at vende tilbage til det velkendte, end det er at rejse ud i det ukendte.

Mange bliver overraskede over, hvor stor en udfordring det er at komme hjem igen til familie, venner, kolleger – ja til en hverdag der var velkendt. Nogle af de typiske oplevelser hos den hjemvendte er følelsen af, at dine venner ikke forstår vigtigheden af dine oplevelser og tanker om det, der er sket i udlandet. Og en følelse af at din hverdag i Danmark er triviel.

”Jeg oplevede, at det var enormt vigtigt at følge med i x-factor og andre for mig virkeligt uinteressante ting i medierne for at kunne begå mig socialt, da jeg kom tilbage til Danmark.
Jeg oplevede, at pressen trykkede virkelig uinteressante ting, TV var fordummende, dialogen i samfundet var indskrænket og foregik i meget små sko. Folk var sure og klagede over meget små ting.”

En vigtig lære, som de fleste tager med sig hjem efter et ophold i udlandet er en større åbenhed, og en langt større forståelse for andre kulturer, samt en langt dybere forståelse af det at have en dansk kulturbaggrund. Og det er en virkelig vigtig erfaring, da vi lever i en verden, et samfund, der bliver mere og mere globaliseret. Flere synes, de er blevet mere klarsynede i forhold til Danmark og deres kultur baggrund, de synes vi er selvtilfredse i Danmark, men har også får også øjnene op for hvor privilegerede vi er.

Den gode hjemkomst

Så hvad kan man så gøre, for at forberede sig bedre på at komme godt hjem igen?

Flere siger, at de ville have forberedt sig bedre på at skulle tilbage til Danmark, især følelsesmæssigt. De har haft stor fokus på at forberede sig rent praktisk på at vende hjem, få skoler, børnehaveinstitutioner, bolig, folkeregister, forsikringer osv. osv. på plads. Men udfordringen har ligget i at vende tilbage følelsesmæssigt til ”sit gamle liv” derhjemme, til sine familiemedlemmer i Danmark, som nu er tæt på igen; til sine venner og den dagligdag de jo har haft i Danmark, mens man har levet i udlandet.

Måske fordi vi kan have en tendens til at tro at tiden har stået stille i Danmark, mens vi har levet med 180 km i timen i et internationalt miljø, hvor den danske dagligdag og de danske nyheder jo naturligt nok fylder mindre.  Men sandheden er måske, at vi skal forberede os – mentalt – ligeså meget på at vende hjem, som vi forberedte os på at rejse ud? Og huske os selv på at vores omdrejningspunkt skal være funderet i det sted vi befinder os, både vores fysiske og psykiske omdrejningspunkt. Altså, at vi skal huske at få det hele med, når vi rejser hjem – også sjælen ;-)?

”Jeg ville sørge for en langt mere rolig hjemkomst, hvor der var tid til at falde til. Nyde havet og naturen, se venner og få sjælen med.”

Som dansker bosiddende i en særdeles anderledes kultur på 4. år og med erhvervserfaring fra et datterselskab i udlandet i en dansk virksomhed med hovedsæde i Danmark og størstedelen af sin forretning tjent ind i udlandet, kan jeg alt for godt nikke genkendende til de oplevelser, som Marianne Storgaards artikel berører. Artiklen beskriver globaliserede virksomheder, som nok er globale i udlandet, men knapt så globale på hovedkontoret i Danmark...

Jeg føler mig hensat til det gamle ordsprog ”Hvad Fatter gør, er altid det rigtige”, når jeg læser om et af de områder, hun fremhæver, nemlig at det danske hovedkontor har en tendens til at handle på et snævert dansk grundlag, og overser de behov, erfaringer og synskpunkter, deres datterselskaber i udlandet sidder inde med.

Det kan være svært for danske hovedkontorer at forstå hvor i sin udviklingscyklus et datterselskab eller en afdeling er i udlandet er, på et marked med stort vækstpotentiale, men samtidigt også i et samfund, hvor udviklingskurven er meget stejl og hvor der er meget langt til den konsolidering af forretning og organisationer, man oplever på det danske hovedkontor.

Jeg har oplevet at man i hovedkontoret tror, at den daglige forretning i en organisation i udlandet kører på samme måde som ”derhjemme”, lige fra fredagsrundstykkerne, til hæve- & sænkeborde, de danske arbejdstider, og at opfattelsen af den transparens og videndeling man havde i det danske hovedkontor var helt tilsvarende i selskabet i det fjerne østen.

Når en virksomhed har udsendte medarbejdere i nøgle- eller lederpositioner i de udenlandske selskaber, er det tankevækkende, at deres viden, deres erfaring ikke inkluderes i de globale projekter, som en virksomhed starter op fra det danske hovedkontor og forankrer her; projekter, der alt for ofte køres af lokale enheder placeret i Danmark, forstås.

Det er ikke kun frustrerende for datterselskabet, som ikke inkluderes i globale projekter. Konsekvensen for hovedkontoret kan være tab af viden. Og tab af penge.

Kilde: Artiklen er skrevet på baggrund af erhvervs-ph.d. Marianne Storgaards ph.d.-afhandling ”Lokale syn på globale horisonter: Et kritisk perspektiv på HQ's rolle i den globaliserende MNC” fra 2010. Afhandlingen afdækker globaliseringens udfordringer i forholdet mellem hovedkontor og datterselskaber hos en stor global virksomhed med hovedsæde i Danmark.

I disse dage diskuteres Europas og Danmarks konkurrenceevne og arbejdsstyrke med en vis skæven til konkurrenceevnen og arbejdsstyrkes fleksibilitet i Asien, og især Kina. Frankrig var i efteråret 2010 ramt af strejker, fordi man ønskede at hæve pensionsalderen fra 60 til 62 år; i Danmark bliver Socialdemokraternes og SFs forslag om at arbejde en time mere om ugen modtaget med en afventning blandt fagbevægelsen.

Hvis vi skal sammenligne med Sunny Suns transport, tager en togtur med DSB fra Århus H til Odense uden tog skifte 1 time og 38 minutter; fra Ålborg H til Vejle St. tager det 2 timer og 11 minutter, også uden tog skifte.

Vi pendler også i Danmark for at komme på arbejde, og i stigende grad. En opgørelse fra DTU’s transportvaneundersøgelse i 2009 viser, at den tid, folk i Danmark bruger på at komme til og fra arbejde, i gennemsnit er på godt 50 minutter. Altså 50 minutter - i alt hver dag.

I mellemtiden bruger Sunny Sun dagligt i alt ca. 5 timer i transporttid for at passe sit job i Beijing.

Mens jeg følges med hende til den nærmeste subway station efter arbejde, spørger jeg, hvorfor hun tager offentlige transportmidler – om hun ikke har overvejet at købe en bil for derved at forkorte sin transporttid til og fra arbejde?

”Jeg har skam overvejet den mulighed, det ville jo være dejligt, hvis jeg kunne komme tidligere hjem og være sammen med min familie. Men trafikken i Beijing er vanvittig, der er så mange biler på vejene, at du skal regne med køer flere gange i løbet af dagen. Det bliver bare værre og værre. Så at køre personbil til og fra arbejde, ville desværre ikke garantere, at jeg kan reducere min transporttid, siger Sunny Sun. ”Samtidig vil det jo kræve at jeg er koncentreret om trafikken, når jeg kører bil; der sker virkelig mange ulykker på vejene i Beijing, så jeg er bange for at det ville trætte mig yderligere at skulle koncentrere mig om trafikken. I dag kan jeg i det mindste slappe af og få mig en lille lur, hvis jeg kan finde en siddeplads i toget eller på bussen på vej hjem,” siger hun og fortsætter ” Og egentlig hylder jeg princippet om at bruge offentlige transportmidler i stedet for personbiler af hensyn til vores miljø.”

Efter i mange år at have været opfattet som cyklernes by, har bilerne for længst overtaget vejene i Beijing.

I 1949 var der blot 2.300 biler i Beijing, og vi skal helt frem til 1997, før tallet rundede 1 mio. Men allerede i 2003 var tallet fordoblet til 2 millioner biler, og bil flåden nåede 3 millioner i 2007. Og man forventer at have omkring 5 mio. biler på vejene i 2011. Vi taler om mere end 10.000 nye biler på vejene i Beijing – om ugen.

Pga. den stigende mængde trafik og deraf følgende forurening, indførte man op til OL i 2008 de første alvorlige restriktioner i bilkørsel i Beijing, for at reducere mængden af biler på vejene: I juli 2008 kunne biler med lige og ulige nummerplader kun køre på veje på skift. Disse restriktioner vil nu gælde permanent i 2011 og skal hjælpe med til at reducere antallet af biler på vejene med 1/5 om dagen.  Systemet fungerer således, at restriktionen er baseret på det sidste tal på bilens nummerplade: biler hvis nummerplade ender på 0 eller 5, må ikke køre om mandagen, biler hvis nummerplade ender på 1 eller 6 må ikke køre om tirsdagen osv. Osv.

Ydermere, indføres regulativer og programmer, der skal hjælpe med at få ældre biler, der forurener særligt meget, afskaffet. Samtidigt bliver det dyrere at parkere i Beijing, og svære at købe en nummerplade til sin nykøbte bil, idet der hver måned udstedes et begrænset antal nummerplader til en pris på CNY 30.000 pr. stk. Alt sammen i et forsøg på at reducere mængden af biler på vejene.

Med alle disse restriktioner for personbiler I Beijing, er det måske meget godt, at Sunny Sun ikke har investeret i en bil. I mellemtiden må hun pendle via et offentligt transportsystem, der er tætpakket og overbelastet, kun den igangværende massive udvidelse af subway systemet i Beijing kan give hende håb om en kortere transporttid, og en siddeplads så hun kan hvile sig undervejs.

Et af de helt basale temaer i vores forståelse af frihed er ikke at have brug for andre end sig selv. Man skal opfylde sine egne drømme, opbygge sin karriere, finde sig selv, kende sig selv – og det skal ingen bremse én i. Hvis noget i tilværelsen går én imod eller ikke passer ind i de visioner, man har FOR sig selv og det billede, man har AF sig selv, så er der fuld forståelse for at feje dette forstyrrende element til side og fortsætte ud af den vej, der kaldes individualismen.

Efterhånden har alle derhjemme hørt om ægtefæller, der pludselig skilles fordi den ene part skulle realisere sig selv eller havde fundet en yngre model. Unge i Danmark opfordres af omgivelserne til ikke at slå sig ned for tidligt, men komme ud og opleve noget, lære sig selv at kende, få sig en karriere.

Hele denne livsførelse og -opfattelse er fuldstændig vendt på hovedet i Kina. Nok er det vigtigt at få sig en uddannelse og klare sig selv på dén måde – men det er mindst ligeså vigtigt, hvis ikke vigtigere, at få sig en familie. I Shanghai og Xi'an, og sikkert også her i Beijing, findes der parker, hvor forældre til voksne singler går hen om aftenen for at mødes med andre forældre og arrangere blind dates. Der findes også store telte sat op i parkerne, sådan nogle som man bruger til bryllupper og lignende udenfor om sommeren, og på indersiden hænger der hundreder, måske tusinder, af papirer, der oplyser om navn, indkomst, alder og vægt, samt selvfølgelig et telefonnummer.

Sagen er, sat lidt på spidsen, at en kvinde, der ikke er gift som 30-årig, er tæt på at kunne kaldes en fiasko – hun er desperat. Det er vigtigt at have familien bag sig, ellers er man ingenting – i vesten er det næsten omvendt.

Det billede, de fleste kinesere, jeg har mødt, har af Danmark, er utroligt idyllisk. Når jeg siger til kinesere her, at jeg er dansker, smiler de som regel over hele hovedet og udbryder ”Ān tú shēng!” - Andersen, betyder det. Fantastisk mange kinesere læser H.C. Andersens eventyr, og de fleste børn her får dem læst højt ligesom derhjemme. Jeg tror, mange kinesere har et billede af Danmark som et lille, smukt eventyrland.

Selvom Kina har sin egen kultur og opbygger en stadigt tydeligere identitet som en nation med sin egen historie, egen kultur, egen kalender og meget andet, så virker det alligevel som om, den almindelige kineser ”ser op til” vesten. Alt, hvad der er amerikansk, eller bare fra den vestlige del af verden, er godt. At have lyst hår er lig med at være smuk, andet er umuligt. Jo blegere, desto bedre, gælder også. I alle de større supermarkeder sælges der blegemidler til huden, og i lim til falske øjenvipper medfølger en lille plasticpind med til at skubbe øjenlåget op, samt en lang brugsanvisning om, hvordan man får den berømte fold på øjenlåget, som østasiater ikke har.

Jeg tror, mange unge ser vesten som ”den fede” kultur, den frie kultur, der hvor alt kan lade sig gøre – hvilket på sin vis er sandt sammenlignet med her. I Danmark er uddannelse gratis, vi må gifte os når vi vil, HVIS vi vil, få så mange børn, som vi vil, unge i Danmark går i byen og lever det vilde liv.

Jeg tror at vesten, netop i kraft af denne position som ”storebror” skal huske ikke at prøve at afrette de kinesiske unge efter vores kultur – det er svært at forklare en kinesisk pige, der sidder og kigger på én med store øjne, mens hun imponeret spørger ind til ens liv i Danmark, hvor fantastisk Kinas kultur er, det er det virkelig, men Kina er IKKE som vesten, og gudskelov for det.

Selvom unge kinesere ser op til vores kultur, tror jeg, det er vigtigt, de lærer, ligesom vi OGSÅ skal, at der ikke kun findes én rigtig måde at modernisere på. Der findes ikke kun én rigtig moderne kultur.

Kina er i fuld gang med at udvikle sit eget moderne selv. Kinas flere tusind år gamle historie har aldrig ligget tæt op og ned af, hvad der skete i Europa på samme tid, og selvom verden er blevet mindre, vil Kinas udvikling også fremover følge sit eget spor.

Man taler om, at Kina stormer frem – flere og flere bliver veluddannede, middelklassen bliver større og større, fabrikker skyder op overalt. Dog går stadig kun 7 ud af 1000 kinesere videre til universitetet efter grund- og mellemskolen. Endnu er kun meget få veluddannede, og det er vigtigt at huske på, at langt størstedelen af kineserne stadig er langt fra at have den tilværelse, der hører med til en fremadstormende økonomi.

Ikke desto mindre (eller måske netop derfor) er der KÆMPE konkurrence mellem de kinesiske studerende, og et stort pres både udefra og fra familien. Der er så mange mennesker, der vil uddannes, og som derefter skal videre ud i arbejdslivet, så det gælder om at være i den allerøverste ende af karakterskalaen for at gøre sig forhåbninger om at komme ind på de bedste universiteter. Desuden hviler der, i kraft af at mange af de unge kinesere i generation Y er enebørn pga. etbarnspolitikken, et tungt ansvar for familien på de unges skuldre. Dels en frygt for at skuffe forældrene, dels det ansvar at skulle passe dem, når de bliver gamle.

I Danmark er man vant til ikke at behøve at lave mere i skolen, end man bliver bedt om (i hvert fald i gymnasiet). Man laver de afleveringer og de lektier, man bliver bedt om at lave. På det punkt er den kinesiske skolegang mere individuel: du bliver NØDT TIL at lave mere, end du bliver bedt om i skolen. De kinesiske elever giver sig selv lektier, skriver rapporter og finder language partners.

På den anden side kan man også sige, at det danske undervisningsmiljø er mere individuelt: man har ansvar for egen indlæring, vi fik i gymnasiet for cirka 5 år siden indført AT (som går ud på, at man selv kombinerer forskellige fakulteter til ét emne og derved får en større forståelse for emnet). Vi har masser af gruppearbejde og fremlæggelser. Der er diskussioner i klassen, og ens mundtlige deltagelse i timerne vægtes meget, når der gives karakterer. Vi bliver skubbet ud i at have en mening og lære at tage stilling.

De kinesiske elever er – efter min opfattelse – en smule bagud i denne ”modningsproces” – for eksempel har de nok lært at læse og skrive engelsk, men mindre vægtet er deres udtale og sans for samtale til gengæld. Hvor vi i de danske skoler hylder individet og den personlige udvikling, betyder masserne mere og det enkelte menneske mindre i Kina – det vigtigste er, at systemet fungerer.

Iblandt de kinesiske unge er det svært at tale om work-life balance, fordi grænsen mellem, hvad der er arbejde, og hvad der er ”livet” er relativt udvisket. Hvis de unge kinesere har en hobby, sætter de liv og sjæl i den og bliver virkelig gode til det, de giver sig hen til – det være sig en sportsgren, et musikinstrument eller et sprog, de lærer.

Dog må man sige, at arbejdsdelen, eller studiedelen, fylder rigtig meget i de kinesiske unges hverdag. Mange går i skole 8 timer om dagen, hvorefter de går hjem og studerer videre i mange timer. De går langt mindre ud end danske studerende. De engagerer sig i konkurrencer på skolen, som der er mange af (igen et aspekt i studiemiljøet, der er til for at motivere de studerende og skabe konkurrence).

Når de unge kinesere kommer ud fra universiteterne tror jeg, mange af dem er uerfarne på arbejdsmarkedet – hvor det i Danmark er næsten utænkeligt ikke at have haft en job enten i gymnasietiden eller i universitetstiden, så er det her næsten utænkeligt at have et arbejde. Jeg kan forestille mig, at mange af de kinesiske studerende, der fortsætter ud i arbejdslivet efter universitetet, på mange måder er mindre forberedte på livet end danske unge, der gør det samme – man tager ikke et sabbatår og ser verden, man arbejder ikke ved siden af skolen, og der har været langt mindre fokus på dem som individ i skolen – til gengæld er de nok blevet mere forkælede derhjemme som enebørn.

Men man kan være sikker på at få en skare veluddannede, velbegavede unge mennesker ud, der ved, hvordan man arbejder hårdt og er parate til at ofre en masse for arbejdet. Nu er de endelig kommet på banen, og så har de nok ikke tænkt sig at forlade den igen lige med det samme.

Der er nogle punkter, hvor Kina ligner os mere og mere – i hvert fald på overfladen: McDonalds ligger på hvert eneste gadehjørne, skolebørn går med deres Eastpaks løst hængende fra skulderen og med en mobil i hånden og sms'er, natklubbernes lys og musik er uundgåelig efter et vist tidspunkt på aftenen.

Men kigger man ordentligt efter, er der små ting, der peger på, at Kina måske ikke moderniserer på lige præcis DEN måde, vi forventer det: På McDonalds er isen ikke med karamelsovs, men med ananas. Eastpakken viser sig at være en Eestbak fra The Silk Market, og fra den moderne mobil dingler en jadesten skåret ud som et stjernetegn, eller måske symbolet for lykke og velstand. Og foran barerne holder der gadesælgere klar med små transportable ”køkkener” fyldt med pinde med tofu, tang, kødboller og desuden et virvar af andre udefinerbare snacks.

I denne verden, ikke traditionel og bestemt heller ikke vestlig, er den næste generation af kinesere, den unge generation, der snart står klar til at springe på arbejdsmarkedet, vokset op.

I vesten kan man fejlagtigt komme til at tro, og mange gør det sikkert allerede, herunder indtil for nylig undertegnede, at det, at Kina ”moderniserer”, betyder at Kina vestliggøres. I Europa har vi været vant til i mange hundrede år at være bannerførerne – vi fandt nyt land, vi definerede alle de fysiske love, og så videre. Vi har derfor været vant til at være dem, der definerede begrebet modernisering, så at Kina moderniserer i en anden retning end den, vi kender, er svært at tro på.

Den unge kineser går stadigvæk meget op i traditioner – traditionerne er det, der binder kineserne sammen. Mange steder i Kina har man dialekter, der er så forskellige fra hinanden, at man ikke kan tale sammen på hver sin dialekt. De unge bruger stadigvæk disse dialekter, men er langt større fans af mandarin, som benyttes i skolen og i aviser, end de ældre generationer er. Der er sket et ryk: Den største forskel på den unge generation og de ældre er ifølge de kinesere, jeg har talt med, at den unge generation søger udad, er videbegærlige og åbne overfor nye input. Mandarin kan de tale med alle de andre unge i hele Kina, mens dialekterne begrænser deres bevægelighed i deres eget land.

Det virker, som om mentaliteten hos vestlige unge og unge fra Kina grundlæggende nærmer sig hinanden mere og mere – hos begge kulturers unge er venskaber utrolig vigtige, og med sine venner føler man, man kan dele alt. Især de unge kinesiske piger knytter et nærmest søsteragtigt bånd mellem sig, fordi langt de fleste som følge af Kinas étbarns-politik jo er enebørn. Det er ikke noget, unge kinesere går meget op i – da det er svært at forestille sig, at noget så grundlæggende som ens egen familie skulle kunne være anderledes.

Men selvom mentaliteten hos vestlige og kinesiske unge ligger relativt tæt op ad hinanden, leves livet meget forskelligt. I Danmark er det de færreste unge, der ser deres forældre mindre end én gang om måneden – landet er ikke så stort og vi har penge til at bevæge os frem og tilbage. Desuden kan et vestligt ungt menneske uden problemer ses med sine venner og gå i byen i weekenderne, og tage på rejser eller slappe af i ferierne. Weekenderne er det dominerende, det vigtige i et ungt menneskes liv i Danmark – weekenden er omdrejningspunktet for det liv, man fører.

Omvendt er det med de kinesiske unge. Savn er et centralt tema i livet hos mange kinesere. Mange er opvokset hos deres bedsteforældre på grund af forældrenes arbejde, og langt størstedelen flytter væk for at gå på universitetet i Beijing eller Shanghai. De ser så deres forældre to gange om året, når de rejser hjem i ferierne.

Hvor weekenden er omdrejningspunktet for et dansk ungt menneskes hverdag, er det omvendt for de kinesiske unge. Her er det hverdag frem for weekend. De unge går ikke ud på barer i weekenden, og de drikker slet ikke alkohol, før de er gennem universitetet. Man kan ses med sine venner eller sin kæreste i weekenden, men ofte bliver der sat mange timer af til lektielæsning, enten på biblioteket eller på værelset. Uddannelsen er vigtig for de kinesiske unge, og weekend og ferie er ikke nødvendigvis lig med frihed, snarere hjemmearbejde og eksamensforberedelse.

Lidt forenklet kunne man sige at et typisk kinesisk ungt menneske er stræbsomt og fremtidsorienteret, men samtidig meget forbundet til gamle traditioner og overbevisninger. Det kan godt være, Kina moderniserer, men på trods af det harker, spytter og smasker mænd i jakkesæt stadig og det har stadig betydning hvilket finger ringen sidder på – for afhængig af, hvilken finger ringen sidder på, udsender man et specielt signal. 6, 8 og 9 er stadig lykketal mens 4 er ulykke (fordi lyden af tallet 6 lyder som ”succesrig”, 8 som at ”tjene penge”, 9 som ”langt liv” og 4 som ”død”), og jadesmykker med forskellige positive symboler såsom ”glæde”, ”lykke”, ”rigdom” og ”langt liv” er stadig langt de mest populære blandt unge kvinder.

Jeg tror, det er vigtigt, at den vestlige verden ikke undervurderer disse kulturelle forskelle – de er indbygget i levemåden i Kina og i sprogets struktur. De unge kinesere søger viden, uddannelse og venskaber med udlændinge – de ønsker at være en del af verden. Samtidig ønsker de i ligeså stor grad at værne om deres traditioner og værdier – historien, fortiden og en form for tro på, at der er mere mellem himmel og jord – en form for spirituel kraft. Kina og de kinesiske unge vil udvikle sig MED Vesten, ikke tilpasse sig den, og vestlige bliver de aldrig.